Af formand Berit Nielsen Hørby
Første gang jeg hørte om latter, som noget man kunne gå til, var i foråret 2004. Da hang der plakater rundt omkring i Albertslund, der reklamerede for Latterens Verdensdag søndag den 2. maj på Rådhuspladsen. Det måtte jeg bare med til, og det var en helt fantastisk oplevelse. Vi var ca. 3500 mennesker der lo sammen uden grund!
Derefter tilmeldte jeg mig straks et 3-dages latterinstruktørkursus, hos Hanne Gottlieb på Latterinstituttet i Værløse, den 17.-19. maj 2004. Jeg var helt høj af latter hver dag når jeg kom hjem, og jeg vidste at jeg var nødt til at starte en latterklub i Albertslund!
De efterfølgende år kom til at stå i familiens tegn. Jeg blev gift og fik to dejlige piger, Ida i 2005 og Laura i 2008.
Ind imellem havde jeg fornøjelsen af nogle dejlige latteraftner i både Solrød- og Hedehusene Latterklub.
Der skulle altså lige gå nogle år, før jeg fik samlet mod og overskud nok til at gå igang med at starte min egen latterklub. Så det var bare super dejligt, at jeg kunne åbne Albertslund Latterklub den 7. okt. 2008 med 27 deltagere! Blandt de latterglade deltagere var der også flere af mine familiemedlemmer, som gav en fantastisk opbakning.
Til min store glæde blev klubben til en forening i juni 2010 og bestyrelsen blev dannet af nogle af de trofaste deltagere.
|